Er der apostle i dag?

Dette er et vigtigt spørgsmål, da der i vores egen tid undertiden fremsættes ekstraordinære krav og iværksættes ekstraordinær praksis på grundlag af, at en moderne tjeneste formodes at være “apostolsk”.

For at besvare spørgsmålet må vi først se nøje på Skriftens lære for at se, hvad de bibelske kvalifikationer for de nytestamentlige apostle virkelig var.

Autoritet

For det første blev apostelskab nogle gange knyttet til den faktiske skrivning af de nytestamentlige bøger. Peter siger også i begyndelsen af begge sine breve, at han var apostel for Jesus Kristus.

Selv om Johannes ikke brugte ordet “apostel”, gjorde han det fra begyndelsen helt klart, at han og de andre apostle havde set, hørt og rørt ved Herren:

“Det, som var fra begyndelsen, som vi har hørt, som vi har hørt, som vi har set med vore øjne, som vi har betragtet, og som vore hænder har rørt ved, om livets ord – for livet blev åbenbaret, og vi har set det, og vi har set det og vidner og forkynder jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os – det, som vi har set og hørt, forkynder vi jer, for at også I skal have fællesskab med os; Og vort fællesskab er i sandhed med Faderen og med hans søn Jesus Kristus” (1 Joh 1:1-3; jf. Åbenbaringen 1:10ff).

Det er interessant, at Jakob og Judas ikke gør krav på apostelskab, selv om de var Herrens halvbrødre (Matthæus 13:55; Judas 1:1).

Paulus indleder næsten alle sine breve som ‘en apostel’, selv om han nogle gange siger ‘kaldet til at være apostel’. Han understreger også sit apostelskab med vendinger som f.eks: “ved Guds vilje” (1. Korintherbrev 1:1); “ikke af mennesker eller ved mennesker, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde” (Galaterbrevet 1:1); og “ved Guds befaling” (1. Timotheusbrev 1:1).

Krediteringsbeviser

Et væsentligt apostolsk bevis var at have set den opstandne Herre fysisk. Paulus nævner dette udtrykkeligt i 1 Korinther 9:1-2: “Er jeg ikke en apostel? Er jeg ikke fri? Har jeg ikke set Jesus Kristus, vor Herre? Hvis jeg ikke er apostel for andre, så er jeg det dog uden tvivl for jer. For I er seglet på mit apostelskab i Herren.”

Nogle vil måske hævde, at denne tekst alene (selv om den bestemt beviser, at Paulus selv var en apostel, der havde set den opstandne Herre) ikke er nok til at forbinde det at se den opstandne Kristus med det at være apostel – at det er at tvinge forbindelsen frem.

Men beviserne er kumulative. Vi kan f.eks. tilføje i argumentet, at apostlene efter Judas’ forræderi mod Vorherre insisterede på, at de navne, der blev foreslået som Judas’ mulige afløser “til at tage del i denne tjeneste og dette apostelembede”, skulle have været øjenvidner til Kristi opstandelse (ApG 1:21-25).

Også de indledende ord i det store opstandelseskapitel i 1. Korintherbrev 15 er i denne henseende meget suggestive: “For jeg overleverede jer først og fremmest … den, der blev set af Kefas og derefter af de tolv …

‘Derefter blev han set af Jakob og derefter af alle apostlene. Og sidst af alle blev han også set af mig, som af en, der er født utidigt. For jeg er den mindste af apostlene, og jeg er ikke værdig til at blive kaldt apostel, fordi jeg forfulgte Guds menighed” (v. 3-9).

Tegn

Paulus hjælper os også med at genkende en apostel ved specifikt at definere en apostels tegn som den hyppige og kraftige udøvelse af mirakuløse gaver. “Sandelig, apostlens tegn blev udført blandt jer med al udholdenhed i form af tegn og undere og mægtige gerninger” (2 Kor 12:12).

Da tegngaverne blev udøvet i Korinth – en kirke grundlagt af apostlene – fik mange troende dér specifikke gaver, som blev fordelt efter Åndens vilje, men de var bestemt ikke alle i stand til at udøve alle gaverne; gaverne blev fordelt separat til forskellige, hvilket er grundlaget for Paulus’ argumentation i 1 Korinther 12: “For til den ene er givet visdommens ord ved Ånden, til den anden kundskabens ord ved samme Ånd, til den anden troen ved samme Ånd…” (vv. 8-9). De kunne f.eks. ikke alle tale i tunger.

Det, at de overhovedet var i stand til at udøve åndelige gaver, viser, at Korinth virkelig var en kirke, der var direkte grundlagt af apostlene. Men at ingen af de almindelige menighedsmedlemmer individuelt var i stand til at manifestere et stort antal af gaverne viser, at de ikke var apostle.

Opgave

Sidst skal vi bemærke, at udtrykket ‘apostel’ henviser til en ‘delegeret eller ambassadør for evangeliet, en udsendt budbringer’ (James Strong, Strong’s exhaustive concordance of the Bible; World Bible Publishers; Iowa, 1986; s.16).

Christer i dag sendes ud af Helligånden og af kirken, men de nytestamentlige apostle, herunder Paulus, modtog deres opgave direkte fra den opstandne Kristus (Matthæus 28:18-20; Apostlenes Gerninger 22:21). De fik besked fra Jesus om at gå ud i alle dele af verden og forkynde evangeliet for alle folkeslag (ApG 1:8).

I lyset af beviserne i Det Nye Testamente er det derfor en fejl – og potentielt en meget alvorlig fejl – at kalde enhver prædikant eller Herrens tjener i dag for en apostel, uanset hvor fremtrædende eller nyttig vedkommende måtte være i Guds tjeneste.

Forfatteren er medlem af FIEC Pastors’ Association og forsker for Reachout Trust.

Tags:

Bibelsk/teologisk